Velkommen til Børnehaven Sofiendal
Velkommen til Børnehaven Sofiendal. Vi er en børnehave med plads til omkring 66 børn, hvor tryghed, nærvær og fællesskab danner rammen om hverdagen.
Børnehaven er inddelt i tre børnegrupper: Hus 10, Hus 12 og Storegruppen. Når børnene starter hos os, bliver de en del af enten Hus 10 eller Hus 12. I august året før skolestart flytter de til Storegruppen, hvor der er særligt fokus på fællesskaber, selvstændighed og en tryg overgang til skolelivet.
Vi ser tryghed som grundlaget for barnets trivsel, læring og udvikling. Derfor møder vi børnene med nærværende voksne, omsorg og genkendelige rammer, som skaber forudsigelighed i hverdagen. Samtidig arbejder vi med at understøtte gode relationer og stærke fællesskaber, så alle børn oplever at høre til, skabe venskaber og være en værdifuld del af børnegruppen.
En stor del af vores hverdag foregår udenfor. Legepladsen er et vigtigt læringsrum, og vi er ude hver dag i al slags vejr. Her er der plads til både børnenes egne lege og aktiviteter, som de voksne sætter i gang. Uderummet giver mulighed for bevægelse, nysgerrighed, fordybelse og fælles oplevelser, hvor børnene kan udforske verden sammen.
Vi lægger stor vægt på et tæt, åbent og tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Den daglige dialog er vigtig, fordi vi sammen skaber sammenhæng mellem barnets liv hjemme og i børnehaven. Vi fortæller gerne om barnets oplevelser og dag hos os, og vi sætter stor pris på, når forældre deler oplevelser og viden om barnets hverdag hjemme. Sammen skaber vi de bedste betingelser for barnets trivsel, udvikling og glæde ved at være en del af Børnehaven Sofiendal.